Kategorier: Martiny Podcast

MARTINY PODCAST S2E4 // Soloshow // Vigtigheden af tillid og selvrespekt

14 COMMENTS
SHOW
HIDE
Marie

Så fint afsnit. Hvad laver du, når du flader ud på sofaen? – altså sådan helt konkret. Jeg keder mig nemlig helt vildt, eller så kører tankerne så meget rundt, at jeg bliver endnu mere stresset af det.

Emma Martiny

Tak, Marie 🙂 Jeg laver noget, hvor jeg ikke skal tage stillige/præstere. Dvs. læse magasiner, ser netflix, tegner, synger (falsk, haha) til Sims guitar osv. 🙂

Anne

Hej Emma.

Super interessant podcast som jeg har en hel del tanker til, da jeg dels selv lever af min passion, hvor jeg ikke har faste arbejdstider, og da jeg dels selv har haft stress. Så slem stress at jeg fik ondt i maven og migræne (som jeg ellers aldrig havde haft før). Den eneste måde jeg kunne få stresssymptomerne til at gå væk var ved at ligge i sengen og slappe HELT af ved at lave absolut ingenting. Min stress var værst, da jeg balancerede et fuldtidsstudie med valgkamp (jeg arbejder inde for politik), og jeg lærte af bitter erfaring, at stress skal man ikke spøge med. Nu vil jeg ikke skræmme dig, men stress er noget, man skal tage alvorligt, og det er godt at høre, at du virkelig vil ændre på det, det er første skridt, som du selv siger 🙂

Personligt så har jeg faktisk ikke så mange råd eller såkaldt guidelines til, hvordan man kan blive bedre til at slappe af og dermed undgå stress, udover at lytte til sin krop og tage dens signaler alvorligt. Selv kender jeg min krop rigtig godt, da jeg bl.a. altid har dyrket meget sport, og derfor kender jeg ret godt dens reaktioner. De første par gange jeg oplevede alvorlige stresssymptomer, slog jeg det lidt henkastet hen, og ville et sted ikke rigtig kendes ved over for mig selv, at noget ikke var, som det skulle være. Men jeg kendte/kender jo min krop, og jeg vidste godt inderst inde i, at jeg havde stress. Det var faktisk først, da jeg havde oplevet slem migræne, hvor jeg var lammet til sengen i flere dage og vitterligt intet kunne udover have det super skidt, at jeg forstod alvoren af de signaler min krop forsøgte at sende til mig. Og så tog jeg det ellers også alvorligt.

Hvad jeg konkret gjorde, ved jeg dog ikke helt. Udover at lytte til min krop selvfølgelig. Det vil sige, at jeg sørgede for altid prioritere min søvn, kost og have et tidspunkt på dagen hvor jeg slappede helt af og ikke lavede andet udover måske se en serie/film og hygge med min kæreste. Jeg har fundet balancen hen ad vejen, og modsat dig virker “regler” ikke for mig. For mig stresser regler mig faktisk bare, da jeg netop får dårlig samvittighed, hvis jeg ikke opfylder dem. Og dårlig samvittighed og følelsen af at “jeg burde” er præcis en af de faktorer, der gjorde, at jeg fik stress i første omgang.

Jeg synes din podcast er særlig interessant, fordi du rammer ned i hvad jeg oplever som en samfundstendens. Følelsen af at vi allesammen konstant skal præstere og være på 24/7. Jeg hørte faktisk en vildt spændende radioudsendelse forleden på P1, der handlede om stress som følge af, at vi altid kan/bør besvare vores mails, og dermed netop aldrig holder fri. Kan ikke huske hvad udsendelsen præcis hedder, men den vil jeg anbefale dig at lytte til. Panelet der bl.a. bestod af folk inde for den kreative branche i Aarhus, havde nogle rigtig gode perspektiver. Udsendelsen tog udgangspunkt i et man i Frankrig har vedtaget en lov om, at det ikke er lovligt at sende mails uden for officiel arbejdstid – eller noget i den dur. Prøv at google det så kommer det nok op 🙂

Nu blev det her pludselig en længere smørre, men det er et emne, der berører mig meget, og som jeg synes er vigtigt at få italesat i en bredere sammenhæng, da stress for mange næsten er en folkesygdom. Mange har meget mere frie og fleksible arbejdstider, hvilket i høj grad skyldes den “digitaletidsalder” og ikke mindst det globalemarked, så det er en spændende debat, hvordan vi kan finde en god balance mellem fleksible arbejdstimer og fritid.

Som afrundning vil jeg sige, at jeg i det forløb med stress jeg har været igennem virkelig har lært, at jeg ikke er et perfekt menneske – ingen er perfekte. Og den erkendelse har gjort, at jeg mere har lært at slappe af, for når jeg slapper af og får ladet op, så har jeg 10 gange mere energi til at give den gas om mandagen, når arbejdet kalder. At holde fri har lært mig, at jeg stadig nok skal nå mine store drømme (dem har jeg også ligesom du), og jeg faktisk når dem hurtigere ved at lytte til mig selv og mit helbred.

Alt det bedste til dig Emma. Og beklager stilen 🙂

Kh, Anne

Emma Martiny

Kære Anne
1000 tak for din kommentar. Du skal ikke beklage længden – jo flere interessante perspektiver, jo bedre 🙂

Stress ér alvorligt. Og det er derfor, jeg ønsker at sætte fokus på emnet + lave ændringer i mit eget liv, selvom symptomerne er meget få og små.

Du har ret – det er en samfundstendens. En folkesygdom. Alt går hurtigere og hurtigere, og selv og vi effektiviserer og udnytter ny teknologi, får vi blot endnu mere, vi skal nå, og endnu sværere ved at følge med. Vi kan være “på” hele tiden, og derfor er fritid for mange ikke bare noget, vi har, når vi går hjem fra job, men noget, vi skal vælge aktivt ved fx at lade telefonen blive i lommen.

Noget, jeg spekulerer meget over for tiden, er, om det stigende behov for at være mindfull, dyrke yoga, meditation osv. egentlig er en modtendens eller blot en del af udviklingen. Om det er noget, vi gør, fordi vi gerne vil hoppe af “møllehjulet”, eller om det er endnu et forsøg på at “effektivisere” os selv, så vi kan være i stand til at løbe endnu hurtigere. Om mit ønske om at undgå stress skyldes, at jeg gerne vil have det godt og være til stede i mit liv lige nu og her, eller om det skyldes, at jeg vil være i stand til at arbejde endnu hårdere… Hm… Dét tror jeg, jeg må dykke lidt ned i i en af de kommende podcasts. Lad mig vide, hvis du har nogle inputs 🙂

Klem!

Anne

Hej Emma,

Interessant pointe du har med hele yoga/mindfulness bølgen. Hmm, alt er jo en balance (hvilket jo gør det så mega svært, haha), så jeg tror, at det er både og.

Altså, nu er jeg en dedikeret løber, men da jeg var meget stresset, stressede løb min krop, da jeg ikke bare kunne løbe en luntetur for velværets skyld. Nej, jeg pressede mig selv på hastighed og tid, og så blev mit stress endnu værre. Motion er jo som udgangspunkt rigtig godt mod stress, men hvis man begynder at stresse over, at man SKAL løbe hurtigt, eller SKAL dyrke yoga (eller noget helt andet), så har det jo den modsatte effekt af, hvad intentionerne bag det oprindeligt var.

Har du snakket om det med nogle af de seje mennesker, du kender inde for mindfulness-verden? De må næsten have gjort sig nogle tanker om det.

Rigtig meget held og lykke med det. Nyder altid at lytte til dine podcast. Det er en god måde at komme tættere på jer bloggere.

Kh,
Anne

Emma Martiny

Hej igen Anne,

Så vidt jeg kan forstå på diverse eksperter, er motion guld værd som forebyggelse mod stress, men en virkelig dårlig idé, hvis man først er stresset. Jeg fandt dette podcast om emnet ret interessant, måske du også vil kunne lide det: http://claircast.blogspot.dk/2014/12/claircast-96-majken-matzau-stress-og.html

Jeg har helt bestemt tænkt mig at hive nogle mennesker ind til en snak om emnet. Sig endelig til, hvis du har nogle interessante folk i kikkerten 🙂

Iben

Hej Emma

Super spændende og relevant emne du tager op!
Jeg synes det er meget rigtigt sagt at man skal se sig selv som en god veninde. Det vil jeg forsøge i fremtiden.

Jeg oplevede også begyndende stress i en periode med et ny chefstilling, hvor jeg konstant havde mange bolde i luften.
Noget jeg synes hjalp mig var at afslutte hver dag med at nedskrive de tre vigtigste ting jeg skulle tage fat på dagen efter, i prioriteret rækkefølge. På denne måde gik jeg ikke rundt om aftenen og stressesede over de forskellige ting jeg skulle huske, og kunne derved lettere lægge tingene fra mig, samtidig med at jeg næste dag ikke skulle bruge tyve minutter på at danne mig et overblik, men med det samme vidste, hvor jeg skulle tage fat.
Desuden havde jeg altid en notesbog på mig, hvori jeg kunne notere de ting jeg kom i tanke om, så jeg slap for at have dem i hovedet.
Og så hjalp det mig med generelt mere strukturering af dagen, som ex at afsætte en halv time to gange om dagen til at besvare emails, og så blev det kun gjort dér og ikke på alle mulige andre tidspunkter.
Du virker nu som en mega struktureret person, men jeg håber alligevel du kan bruge mine tips 🙂
God dag!
Iben

Emma Martiny

Hejsa Iben

Jeg er glad for, at du finder emnet relevant 🙂

Alle de tips, du nævner, er faktisk nogle, jeg selv benytter mig af og har stor glæde af. Har du set den kalender, jeg har skabt sammen med min veninde? http://atelieraarhus.com/ Den ville være lige noget for dig, tror jeg 🙂

Sarah

Hej Emma

Dejligt og interessant podcast, netop fordi det også lægger op til samtale om emner, der vedrører os alle.
Jeg er helt enig i mange af de ting, du taler om – særligt vigtigheden af at have tillid til sig selv. Jeg tror på, at det er enormt vigtigt at have timer, der ikke er planlagte (medmindre planlægningen består i netop ikke at have bestemte planer). Det handler ikke bare om, at vi skal kunne gå ned i tempo så vi kan have kræfter til at give den gas på alle andre tidspunkter. For mig handler det i høj grad også om, at vi har brug for at forstå – også som samfund – at vi er noget værd, når vi ikke præsterer; at vi er noget værd, bare fordi vi er. Nu ved jeg godt, at du f.eks. ikke synes, at det er særlig sjovt at ligge på sofaen og at det i høj grad er derfor, du er dårlig til det (og man kan jo også lave “ingenting” på en masse andre måder – tage ud i naturen, f.eks., som du jo også gør), men jeg tror, at vi meget hurtigt (ubevidst) kommer til at måle vores liv på, hvad vi får gennemført, hvilket også hænger sammen med, at vi jo virkelig dyrker individualiteten. Og med dét kommer jeg frem til noget, der i hvert fald har været helt afgørende for mig: at dyrke fællesskabet. Og nu mener jeg ikke på en måde, så vi nødvendigvis (igen, igen) skal ud at præstere og gøre det “rigtige” for andre mennesker, men at vi opsøger og prøver at være nærværende for de mennesker, vi har omkring os. For tre år siden havde jeg selv en “mild” form for stress, og selvom det aldrig var min intention, kunne jeg godt se, at jeg i alle mine planer havde lukket mig for meget om mig selv og i den forstand opførte mig egoistisk, fordi jeg simpelthen ikke følte, at jeg havde PLADS i mit liv til de mennesker, der gør hele forskellen. Jeg har siden da erfaret, at de ting, jeg gør for andre, sammen med andre og tager imod fra andre, giver mig et kæmpe overskud – og ikke bare et overskud, der gør, at jeg kan køre på, men et overskud, der gør, at jeg kan finde ud af at holde fri, at eksamener handler om at lære noget nyt (ikke om tal) og at jeg er langt mere nærværende i mine relationer. Ingen er perfekte – jeg er langt fra – men jeg har på en mærkelig måde været glad for, at jeg fik stress forholdsvis tidligt i mit liv, fordi det også betød, at jeg tidligt måtte finde ud af, at jeg skulle ændre, ikke blot min måde at leve mit liv, fordi min krop krævede det, men mit syn på, hvad et godt liv er for mig. Jeg mener virkelig, at hvis vi dyrker fællesskabet noget mere, så vil det give overskud på alle fronter. Og jeg mener, at det er sundt for børn at kede sig og at et mindre fokus på karakterer (i bred forstand) giver bedre resultater. At flytte fokus, ind i mellem, fra “mig” til “dig” eller “os” kan gøre underværker for mig og dig og os.

Gode hilsner fra Sarah

Emma Martiny

Hej Sarah
Tak for din kommentar – jeg er meget enig med dig. Elsker især, at du understreget det med mere fokus på fællesskab om mindre fokus på den enkeltes præstationer.

Jeg er enormt god til at præstere. Mange af de ting, jeg kan skrive på mit CV, er noget, som vi hylder i vores samfund (at udgive en bog, tjene gode penge, have mange “follower”). Gør det mig til et lykkeligere menneske? Nej. På ingen måde. Det der gør mig lykkelig, er at omgive mig med mennesker, jeg holder af, og beskæftige mig med ting, jeg synes om. Jeg nyder eksempelvis rigtig meget af at gå en tur sammen med min kæreste, men også at drive min lille forretning, udvikle opskrifter, skrive blog indlæg osv. Mit problem (eller hvad vi nu skal kalde det) er ikke, at jeg føler et behov for at præstere (selvom det måske kan se sådan ud udefra), men netop, at jeg mangler PLADS i mit liv, fordi jeg vil DET HELE. Og jeg tror i høj grad, det er noget, som mange på min alder lider under – Vi vil have det hele, og vi vil have det NU 😉 Jeg har aldrig været en 12-tals pige, der skulle være god til det hele, og jeg er i grunden heller ikke særlig perfektionist – jeg skal bare lære, at jeg ikke kan det hele på én gang, tror jeg.

Kæmpe kram til dig 🙂

Sarah

Hej igen

Jeg er helt med dig – jeg har faktisk heller aldrig selv været særlig perfektionistisk eller hende, der altid skulle have 12. Men jeg har tidligere ladet mig ligge under for “du kan, hvad du vil”-mentaliteten. Selvfølgelig skal vi tro på vores drømme og mål og have tillid til os selv. Men jeg mener samtidig, at mange mangler selvindsigt. Min drømmeuddannelse krævede, at jeg rykkede mig markant på nogle områder, hvor det simpelthen var urealistisk for mig at rykke mig særlig meget. Jeg havde aldrig et mål om, at jeg skulle have 12 – men bare lige nok til, at det kunne lykkes. For det er jo et faktum, at man skal have nogle bestemte karakterer og et bestemt gennemsnit for at kunne gøre visse ting. Og dén mentalitet kørte jeg mig selv ned på, for jeg kæmpede med at blive bedre til de ting hver eneste dag og arbejdede ekstra meget, så jeg havde råd til at få hjælp til at blive bedre – alt sammen uden fremskridt, der kunne gøre en forskel, fordi hele den form, den måde at tænke på, ligger så langt fra mig. En dag var der en, der spurgte mig: hvad drømmer du ellers om? Og det var egentlig først her, jeg fandt ud af, at selvom det var min drømmeuddannelse, jeg sigtede efter, var vejen dertil ikke dét værd – den var ikke mig. Det var denne person, der hjalp mig til at få lidt mere selvindsigt og rent faktisk give mig selv lov til at dyrke de ting, der falder mig mere naturligt og som jeg elsker at beskæftige mig med lige nu. Jeg prøver at sige, at ‘lige nu’ er så vigtig – jeg tror, at mange mennesker ser dele af deres liv som en fase, man må igennem, for at noget andet og bedre kan blive muligt – og jo, selvfølgelig skal man igennem nogle ting, der er mindre sjove end andre for at lave det, man gerne vil. Men at slå mig selv i hovedet over, at jeg ikke rigtig flyttede mig fagligt, var bestemt ikke svaret. Jeg er et kreativt menneske, som får mange idéer og har brug for at lege med dem. Så den kommentar gjorde, at jeg blev realistisk omkring egne evner og begyndte at fokusere på de ting, jeg allerede var god til og elskede – og det formede en ny drøm, jeg ikke havde kunnet se, fordi jeg havde holdt for meget fast i “det her job vil gøre mig så glad”. Ja – men andre jobs vil gøre mig mindst ligeså glad. Det er det der med at give slip på, at det skal være én bestemt ting, for ellers bryder det hele sammen. Det kan ikke nytte noget, at man har en drøm om at være læge, men mister sig selv hver eneste dag i en alt for hård kamp på studiet. Vi skal have det godt nu. Så ligesom alt andet er det en balance mellem at følge sine drømme og have selvindsigt – lære sig selv at kende – og have tålmodighed. Dét er sindssygt vigtigt i dag. Tålmodigheden er jo også noget af det, der er med til, at man på længere sigt lever “sit eget liv” – for tålmodighed kræver refleksion og evne til at kunne være her nu, uden hele tiden at skulle tænke på, hvad der skal ske som det næste – at have fokus på og fordybe sig i det, der sker lige nu. Ikke desto mindre er det jo skønt, at man har lyst til så mange ting, for det er jo også en nysgerrighed på livet – i kontrast til dem, der føler en enorm ligegyldighed, fordi de er kørt fast i møllehjulet og mest bare har valgt noget for at vælge noget, eller fordi nogen sagde, de skulle, eller fordi der var gode penge i det – det er jo på mange måder et tomt liv, fordi man ikke valgte det af LYST. Så det er skønt, at du virkelig har den, og for at fastholde den, må der være balance i tingene – så man ikke en dag vågner op og mister meningen, fordi det gik for stærkt og man troede, man havde sig selv med.
Igen – meget relevant emne, der har mange sider. Tak, fordi du tager det op!

Kh. Sarah

Spændende episode, Emma! Din snak om mails fik mig til at tænke på en ting, jeg selv har gjort, da jeg fik ny mobil, og som har hjulpet mig meget – simpelthen at slå alle notifikationer og vibrationer fra, bortset fra ved SMS og opkald. Dét kan anbefales. For det er meget nemmere at ignorere sin indbakke, hvis man ikke ved, om der er landet noget i den – og det ved man jo, hvis telefonen vibrerer hver gang, der kommer en ny mail. Bare en idé til noget, der måske kunne være næste lille empatiske skridt efter du har fået styr på aftenrutinen 🙂 Kh Emma

Emma Martiny

takker! 🙂
Jeg havde notifikationer slået fra min gamle telefon, men har ikke fået det gjort på min nye, efter jeg skiftede for et par måneder siden. Og det gør virkelig en kæmpe forskel! Selvom jeg ikke tager telefonen op af lommen, igangsætter det en “hvad mon det er?” tankestrøm, som jeg egentlig helst var foruden.
… Ved du hvad?! Jeg tager telefonen frem og ændrer indstillingerne med det samme!

[…] om muligt endnu bedre end 1. sæson, der er mange gode guldkorn at hente! Jeg vil især fremhæve episode 4, som var med til at minde mig om, hvor vigtigt det er at have tillid og overholde de aftaler man […]

LEAVE A

comment