Kategorier: Martiny Podcast

Martiny Podcast S2E6 // Soloshow // Hvorfor jeg deler online

12 COMMENTS
SHOW
HIDE
Sofie

Hej Emma

Jeg kommenterer stort set aldrig på indlæg, men nu vil jeg give et bud på, hvorfor jeg alligevel følger med og læser din blog stort set hver dag.

For det første giver du inspiration ift. Mad, beauty, indretning, diy og hvad du ellers finder på at skrive om og det fungerer ved mig som en lille “hverdagsluksus” på samme måde som en god kop kaffe kan give en lidt ekstra kvalitet i hverdagen.
På samme måde som din kæreste/omgivelser kan undre sig over hvorfor du deler på din blog, på samme måde undrer min kæreste sig nogle gange over at jeg gider at følge med i andres liv på den måde. Men som før nævnt finder jeg inspiration på din blog og jeg føler ikke at jeg skal sidde og snage i andres liv eller at indholdet er overfladisk.
Det leder mig måske lidt videre til det næste der giver mening for mig. Jeg startede med at følge en helt masse blogs i mine unge gym-år igennem bloglovin’, men det fyldte for meget og nu har jeg skåret ned så jeg faktisk kun følger din blog. Det skal for mig ikke tage for meget tid at sidde og scrolle igennem tusindvis af blogindlæg, da det så også bliver for overfladisk for en læser og kun handler om at “skulle følge med på det hele”. Desuden tror jeg også at det handler om at indholdet på din blog er noget jeg let kan relatere til og at du altid virker ærlig og siger hvad du mener. Jeg tænker aldrig:” det der siger hun bare fordi hun skal reklamere” etc. Det tror jeg også er en meget vigtig grund til at jeg har fulgt med længe og stadig gider at klikke forbi din blog.

Kort sagt: jeg følger med, fordi jeg finder inspiration i dine indlæg, finder din blog ærlig og let at relatere til og så synes jeg, du er en dygtig og inspirerede iværksætter kvinde.

Emma Martiny

Hej Sofie 🙂
Hvor er det bare herligt at høre, at du finder inspiration på bloggen. Det gør mig simpelthen så glad, for det betyder, at jeg “lykkes” med hvad, jeg håber, bloggen kan bidrage med.
Jeg kan sagtens nikke genkendende til følelsen af at “skulle følge med i det hele” – også selvom det egentlig ikke giver en værdi. Og jeg er meget beæret over, at du netop vælger at følge med herinde 🙂
Kæmpe kram til dig!

Anne

Ih, Emma. Endnu en super spændende og relevant podcast. Fedt at du tager alle de her højaktuelle og lidt svære emner om, som jo fylder meget for mange mennesker i nutidens social media world.

Jeg har læst blogs lige siden gymnasie tiden (over 10 år siden), og hvor jeg før i tiden primært læste mode blogs, da jeg altid har været meget mode interesseret, så læser jeg i dag primært danske/aarhusianske livsstilsblogs. Det jeg fandt interessant ved blogs, da jeg var yngre, er klart noget andet og mere dybt i dag, end det var dengang.

I min små hektiske hverdag slapper jeg virkelig af med at læse om andre folks liv, og kan på den måde for en kort stund fjerne fokus fra mit eget liv. Det har meget en afkoblende effekt for for mig at læse blogs. Lidt ligesom at lytte til podcast eller dykke ned i en god serie eller film (hvor man også følger andre menneskers, godt nok fiktive, liv). Generelt synes jeg, at mennesker er vildt spændende og fascinerende. Vi er så forskellige, og alligevel så ens på mange punkter. Det er fedt, synes jeg.

Derudover så bruger jeg også meget blogs til at udvide min horisont om de emner, jeg finder interessant, og hvor vinklen ofte er personlig fremfor generel. Her tænker jeg eksempelvis blogs vs skrevne medier (som jo også bringer historier). Jeg kan godt lide, at komme “under huden” på mennesker, og få en personlig anbefaling fra en person, man i et eller andet omfang kan identificere sig med versus en eller anden etableret avis eller medie (online magasiner etc.) Så det er meget den personlige relation til bloggere, jeg finder spændende, og også hvorfor jeg læser blogs.

Nu bor jeg selv i Aarhus, og er elsker virkelig byen og de folk der bor her, så derfor nyder jeg ekstra meget at følge aarhusianske bloggere (har eks. læst med på Sidsel og Lasse i en halv levetid haha, og også Pagik). Derudover synes jeg også, at det er hyggeligt at faktisk kunne indgå i en samtale/dialog med bloggere, hvilket også gør, at man føler en større identifikation med bloggere end øvrige medier.

Spændende med alle de dilemma der er om at dele sit liv online. Jeg er selv inde for politik, og deler også derfor meget af mig selv online. Som hovedregel har jeg dog, at jeg ikke deler noget, som jeg ikke ville dele, hvis jeg ikke var inde for det her arbejde. Og hvis jeg slet ikke brød mig om sociale medier, så ville jeg da heller ikke bruge dem, men af person er jeg meget åben og kan snakke om stort set alt, så på den måde bruger jeg egentlig bare internettet i forlængelse af min person. Da jeg var yngre (gymnasie tiden), havde jeg eks. en online blog på Fyldepennen,dk, hvor jeg skrev om gymnasie livet, og jeg har altid let ved at snakke med fremmed mennesker, og åbne op. Det er bare den person, jeg er, så på den måde gør jeg ikke noget, jeg normalt ellers ikke ville. Er dog sjældent privat online (fortælle om mine absolut interste tanker og bekymringer), ligesom jeg sjældent deler ud af mine nærmeste (kæreste, venner og familie). Dem holder jeg altid helt ude, når jeg deler. Så er ligesom dig meget opmærksom på, ikke at inddrage folk jeg holder af i noget, de ikke vil inddrages i.

Rigtig god podcast Emma 🙂 God weekend! /Anne

Emma Martiny

Hej Anne 🙂
Endnu en interessant kommentar fra dig – så fedt!!
Det lyder til, at vi er meget ens. Jeg bloggede også på diverse websites, før der overhovedet fandtes noget, der hed en blog 😉 Og så følger jeg selv troligt med på et lille udvalg af blogs, hvor jeg nærmest er kommet til at holde af personen, og nyder at følge vedkommende udvikling – hvilket nok minder om den måde, nogle følger mig her på siden.

Jeg kan forestille mig, at dilemmaerne på nogle måder er forstærket inden for politik – der er det jo virkelig vigtigt, at folk synes om én (bogstaveligt talt), så man kan få så meget god omtale (og så mange stemmer) som muligt. Ofte føler jeg i hvert fald, at politikeres sociale medier bliver meget facade og meget lidt virkelighed. Men det er helt forståeligt, for de skal jo stå til regnskab for deres handlinger på en helt anden måde end “almindelige mennesker”.

Endnu en gang tak for dit input og rigtig god dag til dig 🙂

Sarah

Hej Emma

Tak for et spændende afsnit.
Jeg er selv meget lidt aktiv på de sociale medier. Jeg fik først facebook efter jeg begyndte på min videregående uddannelse, fordi det blev nødvendigt ift. kommunikation med studiegruppe og arbejde. Jeg bruger altså ikke facebook til andet og har aldrig lavet en statusopdatering. Andre sociale medier som instagram har jeg aldrig overvejet. Jeg følger to blogs, som jeg tjekker ind på en gang eller to om ugen – den ene er din – og begge blogs fandt jeg, fordi jeg har googlet efter et par opskrifter, som har ført mig til de to blogs. Det er altså ad den vej, jeg har opdaget det store arbejde, der bliver lagt i sådan et univers og det, der inspirerer mig og som jeg kan bruge i min hverdag, er de lækre opskrifter, der bliver lagt ud. Den eneste ting, jeg sådan helt er “med på”, er det her med at lytte til podcast, fordi det giver mig stor værdi at kunne gå en tur i skoven og bare lytte uden at skulle se på en skærm.

At jeg ikke selv er særlig aktiv på de sociale medier (og jo i virkeligheden har været “hende den mærkelige” af netop den årsag), betyder ikke, at jeg har noget imod selve mediet eller det, at nogle mennesker blogger – slet ikke. Men noget, der kan undre mig på samme måde, som dele af blogger-universet kan undre din veninde, er det her med kontrollen. Når jeg har snakket med mine veninder om emner som sociale medier, blogs, selvfremstilling og performativitet, så kan jeg ikke lade være med at tænke på, at størstedelen af éns liv, eksempelvis som blogger, KAN blive utrolig kontrolleret. Én ting er, at man ser tilbage og reflekterer – noget andet er, at man måske mere eller mindre ubevidst, fordi meget af indholdet skal deles fremadrettet, bliver meget kontrolleret i de ting, man gør. Det er jo i forvejen lidt en samfundstendens, at vi opfører os som om, vi bliver filmet, selvom vi ikke gør det – fordi man altid skal være “parat” til, at en eller anden tager et billede. Det er i hvert fald noget, jeg jævnligt diskuterer med venner. Derfor kan jeg ikke lade være med at tænke på, om bloggere tænker over, at der med alt det gode ved refleksionen og bevidstheden om de valg, man træffer, også kan være en bagside eller en risiko for, at man kommer til at leve for kontrolleret et liv i øvrigt. Med kontrolleret mener jeg ikke, at man ikke kan lægge telefonen fra sig og være tilstede i en relation, men jeg tænker mere på relationen til sig selv. At man hele tiden skal have alting planlagt og skabe et narrativ, der kan give mening at fortælle om og at det måske derfor kan være svært at give slip på nogle ting, på kontrollen. Jeg håber, du forstår min undren eller tankegang og måske kan du skrive lidt om, hvad du tænker om det. Mest af alt er jeg jo bare nysgerrig, da jeg selv prøver at give lidt slip på kontrollen og trygheden i en verden, hvor vi aldrig har været mere kontrollerede.

De bedste hilsner
Sarah

Emma Martiny

Hej Sarah 🙂
Tak for din kommentar – vildt interessante pointer, du har.

Jeg har gået og spekuleret lidt over det med kontrollen, og hvilken betydning, det har for mig og den måde, jeg blogger på. Jeg giver dig ret i, at det er en samfundstendens, at vi tænker mere over, at ting kan/bliver forevigtet, og derfor også, hvordan vores virkelighed ser ud ude fra. Men samtidig tror jeg ikke, det løses af, at vi alle sammen går offline eller stopper med at updatere de sociale medier, da tendensen nok stikker noget dybere. Mon ikke populariteten af SM nærmere er et symptom? Jeg tænker, at det handler om, at vores identitet i dag skal skabes af os selv. Vi er – meget groft sagt – ikke længere noget (værd), når vi bliver født, men først når vi har skabt vores identitet gennem vores handlinger og præstationer. I gamle dage blev du født ind i en rolle i samfundet bestemt af din familie, og i dag er det i langt højere grad vores eget ansvar at fortælle vores historie og finde mening i livet.

Jeg ved ikke, om det giver så meget mening, det jeg får skrevet? 😉 Min pointe er nok, at jeg tror, det er ekstremt menneskeligt at have en ønske om at høre til og være en del af en fortælling. Her kan sociale medier jo både bruges på en positiv eller negativ måde, så jeg tror ikke nødvendigvis, man slipper “kontrollen”, bare fordi man går offline.

Sarah

Hej Emma

Jeg er helt enig i, at man ikke kan slippe kontrollen ved at gå offline, men jeg tror, at det ligesom så meget andet handler om balance. Når jeg f.eks. aldrig har været særlig aktiv på de sociale medier eller taget særlig mange billeder i mit liv (i min familie har man aldrig kameraet fremme, f.eks.), så kan jeg godt mærke, at jeg pludselig bliver meget mere selvbevidst, når jeg er sammen med venner, der har et andet forhold til de ting. Så det handler jo også om, hvad udgangspunktet er. Det handler om, hvordan man så er til stede på de sociale medier og at man kan tage en pause fra dem – at det ikke bliver en afhængighed, fordi man kun er “rigtigt” tilstede, når man er online. At man “findes” udenfor dem – og det er jo noget, du selv er inde på, hvor du siger, at det jo er alt det udenom, man skal huske (også) at være tilstede i.

Mht. det her med at være en del af en fortælling, så kan jeg ikke være mere enig. I dag skaber vi vores identitet fremadrettet – der er ikke tale om et kerneselv, som vi kan se i retrospektiv og fortælle om. Og vi vil alle gerne være en del af en fortælling, det ligger i os som mennesker – og det er så forskelligt, hvordan vi gør det. Men man taler også i dag om det her paradoks med, at vores virkelighed på mange måder er fiktionaliseret og derfor prøver vi at “bekæmpe” det uvirkelige ved at skabe fortællinger om os selv – der er et boom i selvbiografier, men samtidig ser vi genrer, der gør op med idéen om, at man kan fortælle sig selv. Der er så mange aspekter i det, og derfor tager jeg også hatten af for, at du reflekterer over, hvordan du gerne vil være tilstede på de sociale medier og åbner op for, at andre også reflekterer over brugen og hvorfor vi læser med.

Kh. Sarah

Ida

Vildt interessant podscast!

Kan godt lide din vinkel ift. at man som læser godt kan ”forventninger” til at bloggeren deler alt. 🙂
Og at ligeså vel som hvorfor du deler ting og har en blog, jamen hvorfor læser man så blogs 🙂

Emma Martiny

Hej Ida 🙂
Mange tak! Dejligt at høre, at mine pointer var til at forstå i den anden ende 😉

Tak for at sætte fokus på og åbne op for en snak om dette emne.

Jeg læser med på din blog og andres fordi det inspirerer mig, men nogle gange tager det også overhånd og jeg bruger det på en måde der har negative konsekvenser for mig selv. Forstået på den måde, at jeg sammenligner mig selv med det du og andre kan – og sætter det som et ideal (fordi jeg ønsker at have en lignende succes). Men jeg konstaterer gang på gang, at jeg ikke formår det samme; vi har forskellige vilkår i livet. Jeg tror i vid udstrækning på, at vi er ansvarlige for vores egen lykke, men vi har ikke fået den samme personlighed, familiebaggrund, netværk, personlige kompetencer, hjerner og styrker og svagheder, og har dermed forskellige forudsætninger. De sociale medier og mange blogs synes jeg er med til en særlig måde at leve på: karrieresucces, træningsresultater, bogudgivelser, spændende rejser, bo personligt og smukt, spise rundt, være kreativ, rejser, gå moderigtigt tøj, være på tv og få presseomtale – det kan se ud som et “overskudsliv”. Det er det jo ikke, men det kan fremstilles sådan, og selvom vi allesammen ved, at det er et narrativ – det er sådan bloggeren vælger at fremstille sit liv – så kan det avle mindreværd tænker jeg.

Jeg øver mig i at holde fast i mig selv og ikke bruge de sociale medier til at sammenligne mig med andres – for det bidrager kun til, at jeg bliver trist. Jeg ved også, at de sociale medier i høj grad viser et glansbillede (ikke at det er uærligt, men det er jo sjældent det grimmeste og mest sorgfulde).

Jeg blogger selv og har flere sociale medier, men på det sidste har haft det enormt svært med det, fordi der sker nogle voldsomme ting i mit liv lige nu, som jeg ikke har lyst at dele offentligt – og når jeg så lægger en video/billede op af at jeg er på hotel og drikker te i sengen, så kommer det til at virke enormt falsk synes jeg.. og jeg bliver bange for at folk skal sammenligne deres liv med mit og tænke: “wow, er hun på hotel igen.. hvor er hun heldig”, men dybest set ligger jeg i sengen og er måske rigtig trist. Hvad er så en opstillet virkelighed og hvornår lyver jeg faktisk for følgere?

Jeg har dog også forsøgt fx at åbne op om de svære og sårbare ting i livet, og der oplever jeg en positiv respons – jeg vil gerne det ærlige, men jeg har samtidig grænser, men jeg synes det er svært at finde den – at være ægte uden at være privat.

Jeg tror det bliver lidt rodet det her.. min pointe er, at jeg frygter sociale medier kan være med til at avle mere skam og mindreværd. Jeg føler det selv ofte, fordi jeg kommer til at sammenligne mig, og samtidig vil jeg heller ikke bidrage til, at andre skal føle sig dårligere end mig.

En undersøgelse fra KU konkluderer fx:
“FACEBOOK. 3,5 millioner danskere har en Facebook-profil og de fleste af os tjekker den dagligt eller endda mange gange om dagen. Men den konstante strøm af venners baby-billeder, skiferier og job-successer ser ud til at gøre os mindre tilfredse med vores egne liv, viser undersøgelse fra Sociologisk Institut, som er offentliggjort i Cyberpsychology.”

“http://samf.ku.dk/nyheder/facebook-goer-dig-ulykkelig-og-ensom/”

Synes også denne artikel er interessant:

Men hvorfor ikke bare hvile i, at man selv træffer sine valg, og at det er godt nok?
“»Det kræver en vis modenhed at kunne stå på mål for ikke at være perfekt. Samtidig er vi så prægede af medier og kultur og nyhedsudsendelser og debatter 24 timer i døgnet, hvor det ikke handler om samtale eller at forstå hinanden, men om at komme med det skarpeste spørgsmål og det skarpeste svar. Vi mangler rollemodeller, der tør sige f.eks.: Jeg tror sådan set, det er bedst for små børn at være hjemme de første par år, men det kan jeg simpelthen ikke holde til, for så ville jeg blive sindssyg. Det eneste værn mod skam er sårbarhed. Men det er meget skræmmende at sige, at i en perfekt verden ville jeg have handlet anderledes, men sådan blev det ikke«.”
http://politiken.dk/debat/art5780526/Det-moderne-menneske-skammer-sig-alt-for-meget

“Når både teologer, psykologer og filosoffer i dag er optaget af skam, kunne det hænge sammen med et moderne liv, hvor en individualisering af tilværelsen gør, at familie, tradition og ritualer spiller en mindre roller end tidligere. I en tid hvor forestillingen om det stærke selvstændige menneske, der skaber sit eget liv, er dominerende, kan det være skamfuldt ikke at kunne leve op til et sådan helteagtigt billede på det succesfulde liv.”

http://kirkenikbh.dk/kultur-debat/skam-er-et-menneskeligt-vilkaar

Så mit spørgsmål til dig og mig selv og andre bloggere er: Har vi et ansvar for at være til at frembringe mere stress, skam og mindreværd hos læsere? Kan vores narrativer være med til at skabe et pres på at præstere og leve på en speciel måde? Viser vi hele livets palet eller dyrker vi kun det “pæne?”

Emma Martiny

Hej Kamilla
Mange tak for din kommentar – den er slet ikke rodet! – og undskyld mit lidt senere svar. Jeg skulle lige finde tid til at sætte mig ned og læse den ordentligt igennem.

Din pointe om, at sociale medier kan være med til at avle mere skam og mindreværd kan jeg helt sikkert nikke genkendende til. Selvom det ikke er noget, jeg lader tage overhånd, møder “hun er også smukkere/klogere/sejere/dygtigere/mere fit/succesfuld end jer” mig dagligt, når jeg scroller gennem blogs og instagram. Der kræver det virkelig, at man er bevidst om, at man ikke skal lade de dårlige tanker og egoet tage overhånd, men huske på, at ALLE har sine kampe – også selvom de ikke er synlige i Instagramfeedet. Men det er svært! Som en af dine kilder konkluderer, så kræver det en vis modenhed at acceptere, at man ikke er perfekt (og huske på, at andre ikke er det). For det handler nok egentlig ikke så meget om mediet i sig selv, men mere om os og vores eget selvværd (selvom SM naturligvis forstærker det).

Mit svar på dit spørgsmål er både ja og nej. Jeg føler ikke, jeg er forpligtiget til at dele noget, jeg ikke har lyst til at dele. Men jeg synes, vi skal begynde at spørge os selv HVORFOR, vi ikke deler. Er det fordi, vi skal tage hensyn til nogle af vores nære, som situationen også omhandler? Er det fordi, vi endnu ikke har bearbedet situationen? Eller er det bare fordi, vi er bange for ikke at se perfekte ud? Det er helt forskellige grunde til at undlade at dele, og jeg mener kun, at man opstiller en facade, hvis svaret er det sidste.

Der mangler lige er ord i denne sætning
“De sociale medier og mange blogs synes jeg er med til en særlig måde at leve på: karrieresucces, ”

Der skulle stå

“De sociale medier og mange blogs synes jeg er med til at [fremhæve] en særlig måde at leve på: karrieresucces, “

LEAVE A

comment