Hver gang jeg har fået taget blodprøver, om det har været i forbindelse med graviditeter, gener eller bare et helt almindeligt sundhedstjek, så boner den ud på det samme. Jeg er lav på jern. Igen.
Og jeg er langt fra den eneste. Omkring hver tredje kvinde i verden har for lidt jern i blodet, og herhjemme er det cirka hver ottende (det er altså en del af os).
Efter jeg blev mor, har min cyklus ændret sig. Særligt efter anden fødsel. Menstruationerne er blevet kraftigere og de påvirker mig meget mere i både krop og humør end før (hej PMS). Jeg tager jerntilskud, og omkring menstruationen kommer der lidt mere rødt kød på tallerkenen. Men jeg vil gerne støtte min krop hele måneden og ikke kun de dage, hvor den råber højest. Og bøf hver dag er ikke lige mig.
Så jeg er begyndt at kigge mod de grønne. Linser, kikærter, græskarkerner, tahin, grønkål og persille. Der gemmer sig faktisk en hel del jern i dem, hvis man ved, hvordan man kombinerer det.
Den her salat er et godt sted at starte. Den smager af efterår og er både dejlig som en måltidssalat eller tilbehør. En grønkålssalat med græskar og tahindressing finder du i mit køkken hvert efterår - og her med tilføjelsen af linser, pærer og græskarkerner, hvilket giver en nærende og utrolig smuk salat.
Det med citrus
Jern findes i to former i maden. Jernet fra kød og fisk optager kroppen ret let, mens jernet fra planter er sværere at få fat i. Men spiser du C-vitamin til samme måltid, omdanner det jernet til en form, kroppen lettere kan optage. Og det gør en ret stor forskel.
Derfor er der masser af citron og appelsin i dressingen, og derfor får grønkålen og persillen lov at være rå. C-vitamin tåler nemlig ikke meget varme. Rød peberfrugt, appelsin, kiwi, broccoli og rosenkål er også gode at have med.
Husk også, at grøn te kaffe til maden hæmmer optagelsen. Det gælder også matcha. Så gem den til en times tid efter maden, og sæt hellere en kande citronvand på bordet.
Linsesalat med bagt hokkaido, pære og tahin
Fem kilder til jern i én skål. Salaten holder sig fint et par dage i køleskabet og er god i madpakken.
4 personer som tilbehør, 2 som hovedret
1 hokkaidogræskar
2 spsk. olivenolie
200 g grønne linser eller belugalinser
5 flotte stilke grønkål
50 g græskarkerner
1–2 pærer
1 bundt persille
Salt og peber
Tahindressing
1 dl tahin
Saft af 1 citron
Saft af 1 appelsin
1 lille fed hvidløg, revet
1 tsk. honning eller ahornsirup
3–4 spsk. koldt vand, eller indtil konsistensen er god
Salt
Tænd ovnen på 200 grader. Fjern kernerne fra græskarret, og skær det i skiver på ca. 1 cm. Skrællen kan spises. Vend skiverne i olivenolie og lidt salt, og bag dem i ca 30 minutter, til de er møre og gyldne i kanten.
Kog imens linserne møre i letsaltet vand i ca 20.
Rør dressingen sammen, og tilsæt vand lidt ad gangen, til den er cremet.
Riv grønkålen fra stilkene, og massér den med dressinen.
Rist græskarkernerne på en tør pande, til de begynder at hoppe.
Skær pærerne i tynde skiver.
Vend linser, grønkål og hakket persille med dressingen. Fordel græskar og pære ovenpå, og drys græskarkernerne over til sidst.
Og så en sidste ting: Tror du, du mangler jern, så få det tjekket hos lægen <3
Jeg håber, du har nydt at læse med.
Kærlig hilsen,
Emma





