Granolatærte
En omvendt klassiker. Sprød granola som bund, kølig yoghurt som fyld og en bunke af sæsonens bær på toppen.
Den her er fra min første kogebog.
Og en af de opskrifter, jeg oftest vender tilbage til. Måske fordi den er så svær at sætte i bås. Det er ikke en kage. Det er ikke bare morgenmad. Det er den slags, der passer perfekt til en langsom weekendmorgen, eller til en brunch, hvor du får gæster og gerne vil imponere lidt.
Den ligner en dessert, men er egentlig bare granola og yoghurt, sat sammen på en ny måde. En omvendt klassiker, hvor den sprøde bund er det, du ellers ville have drysset på toppen.
Det bedste er, at bunden kan laves i god tid. Så mens gæsterne finder ind om bordet, mangler den kun at blive fyldt og pyntet, så du kan imponere og glæde, uden det har krævet større armbevægelser.
Et par ord om bunden
Bunden består af granola, der presses sammen til en tærtebund. Havregryn, mandler og græskarkerner, bundet sammen af smør og ahornsirup og bagt, til den er gylden og sprød.
Et lille tip, der kommer til at spare dig for mange frustrationer: brug et decilitermål af metal til at presse granolaen fast i formen i stedet for fingrene. Det er langt nemmere, og bunden hænger bedre sammen, når tærten skal skæres.
Jeg topper tærtebunden med mørk chokolade, og når det stivner, hjælper det yderligere med at holde den sprøde, lidt porøse bund sammen. Kom gerne chokolade på, imens bunden stadig er i tærteformen, så er det lettere at skille af, når chokoladen er stivnet.
Og så er der timingen. Fyld først tærten med yoghurt og frugt lige inden servering. Står den for længe med fyldet, bliver bunden blød. Den vil gerne spises frisk.
Opskriften
Til 4 personer · 15 min forberedelse · 45 min i alt
Ingredienser
Tærtebund
4 dl havregryn, fin- eller grovvalsede
1 dl mandler, grofthakkede
1 dl græskarkerner
1 tsk. vaniljepulver
1 nip salt
50 g smør, og lidt ekstra til formen
4 spsk. ahornsirup
Fyld
500 g græsk yoghurt
4 spsk. mascarpone
1 spsk. ahornsirup
Pynt
Blandede sommerbær og frugt
Sådan gør du
Bunden
Tænd ovnen på 150 grader varmluft.
Bland havregryn, mandler, græskarkerner, vaniljepulver og salt i en skål. Smelt smørret, og vend det i sammen med ahornsiruppen.
Smør en tærteform, og pres granolablandingen ned, så den danner en jævn bund. Brug et decilitermål af metal til at presse den fast med.
Bag bunden i 30 minutter, til den er gylden og sprød. Lad den køle af.
Smelt chokoladen, og pensl den ud over den afkølede bund. Lad chokoladen stivne, inden du fjerne bunden fra tærteformen.
Pisk græsk yoghurt, mascarpone og ahornsirup sammen, og fordel dent over chokoladen. Pynt med frugt og bær.
Servér tærten med det samme, så bunden holder sig sprød.
Jeg håber, I nyder det sidste af sommeren.
Kærlig hilsen, Emma




