Jeg var i midten af tyverne, da det gik op for mig, at noget var galt.
Ikke fordi jeg havde det dårligt. Ikke fordi, jeg var syg på nogen måde, man kan sætte finger på. Men fordi kroppen ikke gjorde noget, den burde gøre. Jeg havde stoppet på p-piller, og min menstruation kom bare aldrig tilbage.
Ikke i en måned. Ikke i to. Ikke i fire år.
Modtag mine artikler og opskrifter direkte til din indbakke:
Jeg gik til lægen. Til gynækologen. Fik at vide, at jeg jo bare kunne komme på p-piller igen. En ældre mandlig gynækolog sagde til mig, helt bogstaveligt: “Maskineriet er der, jeg kan bare ikke fortælle dig, hvorfor det ikke kører rundt.”
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre med det. For jeg mærkede tydeligt, at noget var galt, ikke bare som en bekymring, men som en grundfølelse i kroppen. Og da jeg har altid haft et stort ønske om at blive mor, voksede bekymringen om, at det ville blive vanskeligt.
Så jeg begyndte at grave selv.
Hvad er Hypothalamic Amenorrhea?
Det begreb, jeg faldt over, hed Hypothalamic Amenorrhea – på dansk: hypotalamisk amenoré.
Hypothalamus er en lille del af hjernen, der fungerer som kroppens overordnede kontroltårn for hormoner. Den sender signaler videre til hypofysen, som igen sender signaler til æggestokkene, og det er denne kæde, der styrer din cyklus.
Når kroppen oplever for meget stress - for lidt mad, for hård træning, for lidt søvn og restitution - kan hypothalamus vælge at prioritere anderledes. Den slukker, helt enkelt, for reproduktionssystemet. Det er ikke en fejl men en overlevelsesstrategi. Kroppen vurderer, at der ikke er ressourcer nok til et muligt svangerskab, og den afstår fra at forsøge.
Det kan ske, selvom du er normalvægtig. Selvom du ikke dyrker ekstrem sport. Det handler ikke om vægten - det handler om signalet, kroppen modtager.
Konsekvenserne er ikke uvæsentlige. Langvarig udebleven menstruation sænker niveauet af østrogen i kroppen, og det øger risikoen for knogleskørhed. Knogler, der ikke får det østrogen, de har brug for, svækkes stille og roligt, uden at man nødvendigvis mærker det.
Min situation
Jeg var normalvægtig, da det skete for mig. Jeg var ikke syg, og jeg drev ikke elitesport.
Men jeg havde haft nogle hårde år. Var flyttet hjemmefra meget ung. Og jeg havde nok trænet lidt for meget uden at spise nok til at kompensere. Træning var min copingmekanisme. Det var der, jeg lagde stress fra mig, der, jeg fik luft, og jeg tænkte ikke over, at det måske kostede mere, end det gav.
Min krop var stresset. Det kan jeg godt se nu.
Hvad jeg besluttede mig for
Jeg besluttede mig for at gøre alt, hvad jeg kunne, for at overbevise kroppen om, at der ikke var fare på færde.
Konkret betød det fire ting:
Jeg stoppede al hård træning. Jeg skruede ikke bare ned. Jeg stoppede. I en periode lavede jeg kun helt blid yin yoga og gik ture. Intet der hævede pulsen markant, intet der pressede kroppen.
Jeg spiste mere – og mere næringstæt. Fokus på protein, sundt fedt og komplekse kulhydrater. Regelmæssige måltider. Rigeligt mad.
Jeg sov så meget, jeg overhovedet kunne. Jeg gik i seng klokken 21. Sov 10 timer i døgnet, eller indtil jeg vågnede af mig selv. Ikke med alarm. Bare sov, til kroppen var færdig.
Jeg arbejdede med stressen. Ikke bare at minimere den udefra, men at forstå, hvorfor jeg havde så svært ved at give mig selv lov til at slappe af. Det var den sværeste del. For det var ikke bare et spørgsmål om at gøre mindre. Det var et spørgsmål om at jeg skulle føle mig okay med at gøre mindre.
Det var skræmmende. Fordi motion på mange måder var det, der holdt mig oppe i de svære år. At lægge det fra sig føltes som at miste noget, jeg havde brug for.
Men jeg holdt fast.
Og efter to måneder fik jeg min menstruation tilbage.
Hvad jeg tænker nu
Hvis jeg stod der igen i dag, ville jeg tænke på tilstanden som en skade. Man løber ikke videre på et brækket ben. Man lader kroppen hele, inden man presser den igen.
Og jeg tror oprigtigt, at tempoet i vores moderne verden og mange af idealerne om mad og træning og krop kan være for hårdt for en kvindekrop og vores hormonsystem. Det er ikke en svaghed. Det er biologi.
Når jeg deler min oplevelse, hører jeg tit fra kvinder, der bliver bange: skal jeg virkelig stoppe al træning? Skal jeg spise mere? Betyder det ikke, at jeg tager på?
Og ja, det var det, der virkede for mig. Jeg tog nogle kilo på (hovedsagligt i væske). Men da min krop kom i balance igen, stabiliserede det hele sig. I dag løber jeg langt og løfter tungt - bare med den næring og restitution, kroppen faktisk har brug for.
Modtag mine artikler og opskrifter direkte til din indbakke:
Husk - jeg er hverken læge eller ekspert. Det, jeg deler, er udelukkende min egen oplevelse. Men jeg ved, at den ikke er unik.
Har du selv oplevet noget lignende? Jeg læser alle svar.
Hey! Thanks for sharing the post, made me feel much less alone in this weird ‘disease’ that cant be seen from outside. Have had it for multiple years even in a healthy weight and all, started eating more, gained weight, stopped exercising for 2 months but now began again a bit. Unfortunately, still nothing but your story makes me feel hopeful!