Nu kan jeg endelig sige det højt. Jeg skriver en ny kogebog.
Det er fem år siden, min sidste kogebog, Ganske Enkelt, udkom. Fem år, der på en eller anden måde føles som to årtier. Og i lang tid var jeg sikker på, at jeg aldrig skulle udgive en bog igen.
Min madglæde forsvandt, da jeg stod i ruinerne efter en skilsmisse. Det har uden tvivl været mit livs største krise, og lysten til at udvikle og dele opskrifter forsvandt med den. Men langsomt fandt jeg tilbage til mig selv. En ny version godt nok (og jeg kan faktisk bedre lide hende) men med samme kreativitet og madglæde.
Jeg husker tydeligt en aften i min nye lejlighed. Det første hjem, jeg havde indrettet alene. Det var bare mig og børnene, der sad omkring spisebordet, men menuen bestod af både pasta bolognese og to salater (den ene af dem er faktisk endt i bogen). Der slog det mig. Jeg er begyndt at lave mad igen. Det er nok et godt tegn.
Når vi samles
Madlavning er mit kreative frirum. Men det er også mit kærlighedssprog. Jeg elsker at samle mennesker og dele smuk og velsmagende mad med dem. Maden har været rammen om mange gode samtaler og nærvær de sidste år, og på mange måder har det været med til at hjælpe mig ud af krisen. Ud af hovedet, ind i køkkenet.
Derfor kommer bogen til at hedde Når vi samles. For det er ved bordet, jeg har fundet glæden igen. Og det er ikke kun de store middage med stearinlys og dug. Det er lige så meget onsdagen, hvor veninden bliver hængende, og der pludselig skal dækkes op til en ekstra. Eller lørdagen, hvor jeg har inviteret i god tid og (indrømmet) gerne vil imponere en smule.
Enkelt, imponerende, grønt og smukt
Jeg er et andet sted i livet nu end min sidste kogebogsudgivelse, og det kan man smage. Maden er enkel og overdådig på samme tid. Grøn, men alligevel smovselækker. Grøntsagerne får lov at være hovedpersonen, men der skal stadig være knas og syrlighed, gerne lidt smeltet ost og den gode varme fra chili. Det er den mad, jeg serverer for dem, jeg holder af. Mig selv inklusiv.
Og så har jeg skrevet alle de små tricks ind, der gør det let at være vært. For der er ikke meget hygge i at stå alene ved komfuret, mens grinene kommer inde fra stuen. Jeg vil gerne have, at du kan sidde med ved bordet. Og at du får lyst til at invitere. Måske allerede på onsdag.




Den sidste spurt
Når vi samles udkommer til foråret på Grønningen 1, og min redaktør er Rikke Sommer. Hun var også forlagsredaktør, da min allerførste kogebog udkom. Det er i det hele taget meget “full circle”, og det gør mig mere glad, end jeg kan forklare.
Lige nu er jeg i den sidste store spurt. Deadline er til nytår, og mit køkken ligner mest af alt et forsøgslaboratorium. Der ligger altid en stak printede opskrifter med blyantsnoter og en enkelt fedtplet på køkkenbordet. Børnene og Mads er blevet prøvesmagere på fuld tid, og deres anmeldelser er hårde, men retfærdige.
Herfra og frem til udgivelsen tager jeg dig med bag om processen. De opskrifter, der lykkes i første forsøg, og dem, der kræver fem. Fotodage, korrektur ved køkkenbordet, tvivl og små sejre. Alt det, man normalt ikke ser, før bogen ligger færdig i hånden.
Fortæl mig gerne
Hvilke retter savner du i din hverdag? Hvad laver du igen og igen, og hvad drømmer du om at lære? Skriv til mig i kommentarerne eller svar på denne mail. Jeg læser det hele, og hvem ved, måske sniger dit svar sig med ind mellem siderne.
Jeg glæder mig sådan til at dele rejsen med dig.
Kærlig hilsen,
Emma






