Maj scrapbook
Anbefalinger, tanker og ønsker
Jeg har en hjerne, som elsker udvikling: Nye idéer, nye projekter, ny læring. Jeg elsker at være kreativ, at skabe. Men jeg har også en anden side, som elsker planlægning, systemer og struktur i lige så høj grad. De to poler lever i mig på én gang, og jeg er ved at lære, at de skal sameksistere i en form for balance.
Når der er for meget af det ene, fungerer det ikke. For mange åbne projekter uden struktur, og dagene løber af sted. Når der er for meget af det andet, fungerer det heller ikke. For meget planlægning uden kreativ plads, og energien forsvinder stille og roligt.
Men når de spiller ordentligt sammen, opstår der en tilstand, som kan gøre mig helt høj: flow. Det der magiske sted mellem kreativitet og produktivitet, hvor man skaber uden modstand.
Sådan har maj føltes. Masser af flow - og generelt bare virkelig meget glæde både i mit arbejde, og når jeg har fri. Nogle af de små greb, jeg bruger til at fremme både kreativitet og produktivitet, har jeg skrevet om i denne måneds scrapbook - sammen med hvad der ellers har fyldt, inspireret og glædet i maj.
Ønsker
(a). Le Nodo Le Sac Mini
(b). Coloma’s Lora Top
(c). Massimo Dutti Wide-Leg Flowing Trousers
(d). Na-kd Ballerina
Notion
Jeg er begyndt at bruge Notion til at planlægge stort set hele mit liv – projekter, idéer, rutiner, mål. Det lyder måske overvældende, men det er faktisk det modsatte. Det samler alting ét sted, og det giver mig det overblik, jeg har brug for for at have ro i kroppen. Det smarte er, at Claude AI – som jeg skrev om i april – er rigtig dygtig til at arbejde direkte i Notion, så de to ting spiller godt sammen.
En kreativ time
Hver dag finder jeg én kreativ time til at arbejde fokuseret på et projekt, som ikke nødvendigvis er øverst på min to-do liste, men som betyder noget for mig. Nogle gange er det noget nyt, jeg gerne vil lære - som at sætte Notion eller Claude op. Andre gange er det at starte noget helt nyt, som denne Substack eller mine månedlige scrapbooks. Når det kan lade sig at gøre, bruger jeg de helt tidlige morgentimer, hvor jeg sætter mig i sofaen med en god kop kaffe og sætter et ur på en time.
Pomodoro-metoden
Resten af arbejdsdagen strukturerer jeg med pomodoro-metoden: Man arbejder koncentreret i 25 minutter (uden overspringshandlinger!), holder en kort pause på 5 minutter, og gentager. Efter fire runder tager man en længere pause. Det tvinger én til at fokusere - og til at holde pause, hvilket er mindst lige så vigtigt. Jeg skifter bevidst mellem kreative opgaver og mails, så jeg både får taget hul på det, jeg helst ville undgå (typisk det, der ligger og venter i indbakken), og stadig har plads til det kreative. Det er en simpel metode, men den virker.
Tip: du kan bruge hjemmesider som denne til at holde styr på dine pomodoro’s.
Brand-fokus
Jeg er helt forelsket i jakkerne fra det nye brand Carrelli. En smuk jakke kan jo virkelig løfte ethvert outfit. Men hvilken jakke skal jeg vælge?
Charlotte Tilbury Lip Cheat
I lufthavnen på vej til Paris købte jeg en ny lipliner fra Charlotte Tilbury. Deres populære Lip Cheat i farven Icon Baby. Jeg har brugt den hver dag lige siden - den er nem at påføre men også vandfast og super holdbar.
Baden Keramik
I morsdags-gave fik jeg den fineste kreamik, en kop og to små skåle, af Mads og børnene. Det er fra Baden Keramik, som Mads’ fætters kæreste Mathilde og hendes mor Charlotte står bag.
Den smukke, grønne blomst fik jeg i gave af Mathilde fornyligt. Den skal op på væggen - tror virkelig, det bliver fint. Hvis du er interesseret i noget lignende, ved jeg de tager bestillinger på Instagram.
Jeg håber, du har nydt at læse med!
Kærlig hilsen,
Emma











Er vild med scrapbook-formatet <3