Pappardelle med cremet tomatsauce
En 30-minutters ret der smager af timer i køkkenet
For mig er det ingen synd at snyde lidt i køkkenet. Ikke den store løgn. Bare den lille genvej, som ingen opdager, og som får dig til at føle dig en anelse dygtigere, end du egentlig er.
Denne pasta er et godt eksempel på sådan en snyderet. Snyd fordi, en så lækker tomatsauce normalt kræver, at man kræser om den i timevis. Snyd fordi, pastaen ser hjemmelavet ud men blot består af friske lasagneplader skæret i brede bånd, så ligner det håndlavet pappardelle.
Retten laver nærmest sig selv, mens du laver noget helt andet. Cherrytomater og et par store skefulde mascarpone i ovnen, en halv time, og så moser du det hele sammen til en sauce, der smager af sommer i Italien.
Den er også med i min kogebog Ganske Enkelt. Og enklere end det her bliver det næsten ikke.
Under 30 minutter · 4 personer
Ingredienser
500 g cherrytomater
2 spsk. olivenolie
salt og peber
1 fed hvidløg
250 g mascarpone
1 håndfuld basilikum
400 g friske lasagneplader
friskrevet parmesan til servering
Sådan gør du
Tænd ovnen på 200 grader varmluft. Hæld cherrytomater i et ovnfast fad. Pres hvidløg over fadet, dryp med olivenolie, og drys med salt og friskkværnet peber. Vend rundt, og placér så store skefulde mascarpone rundt mellem tomaterne.
Sæt fadet i ovnen i 30 minutter, til tomaterne er rynkede og let gyldne. Tag fadet ud, og mos forsigtigt tomaterne med en gaffel. Vend rundt, så du får en cremet tomatsauce. Hak basilikum fint, og vend det i saucen. Smag til med salt og peber.
Skær de friske lasagneplader i brede bånd, så du får pappardelle. Kog pastaen i saltet vand i 3 minutter. Hæld vandet fra, og vend pastaen i den cremede tomatsauce.
Servér straks toppet med friskrevet parmesan og basilikum.
Velbekomme!
Kærlig hilsen,
Emma



