Råraka med stenbiderrogn, cremefraiche og ærter
En svensk klassiker til frokostbordet - og en påmindelse om at gribe sæsonen, inden den er væk.
Nu må I ikke dømme mit svenske.
Jeg vil nemlig tale varmt om råraka, og det er altså ikke et navn, jeg har fundet på. Det er hvad de kalder det på den anden side af Øresund. En stor, gylden kartoffelpandekage lavet af revne kartofler. Det minder om schweizisk rösti, men er både tyndere og sprødere, hvilket indbyder til, at man pynter med toppings.
Den perfekte, sprøde råraka
Jeg laver råraka, når jeg vil have noget, der føles lidt festligt uden at kræve meget af mig. Det er den type ret, man sætter frem på frokostbordet og lader folk toppe selv. Den er god som forret. God til brunch. God en stille lørdag, hvor man alligevel ikke gider stå i køkkenet i timevis.
Teknikken er enkel, men der er ét trin, man ikke skal springe over: at presse al væsken ud af de revne kartofler. Det er det, der gør forskellen mellem en blød, lidt kedelig kartoffelkage og en, der er gennemsprød i kanterne og stadig saftig i midten. Det tager to minutter og et rent viskestykke. Husk at vende de revne kartofler i salt og lad det stå et par minutter, inden du forsøger - det hjælper med at trække væden ud.
Derefter er det bare smør og olien på panden, kartoffelmassen ned, pres godt til, og så videre i ovnen.
Sæson for stenbiderrogn
Råraka’en kan du bruge lidt som en piza. Du kan toppe den med næsten hvad som helst. Traditionelt brugte man flæsk og tyttebær - og i dag er det ofte fisk og skaldyr i en moderne version.
Det er særligt sidstnævnte, jeg er vild med Der er noget ved kombinationen af det sprøde, det cremede og det salte, der bare fungerer. Røget laks med crème fraîche og dild. Rejer, mayo og godt med citron. Eller det, jeg lavede denne gang: stenbiderrogn.
Den klassiske danske forårsdelikatesse. Lyserød og glinsende, med den der rene, lette smag af hav og årstid på én gang. Den hører foråret til, og den er kun her i få måneder. Vi er lige nu ved sæsonens afslutning. Men er du heldig, finder du den stadigvæk hos fiskehandleren.
Opskriften
2 personer · ca. 30 minutter
Ingredienser
2 bagekartofler
½ tsk. salt
Smør og olivenolie til stegning
1 dl cremefraiche 38%
1 dl stenbiderrogn
1 håndfuld friske ærter
Spirer og ærteskud til pynt
Salt og friskkværnet peber
Sådan gør du
Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
Skræl kartoflerne og riv dem på den grove side af et rivejern. Bland de revne kartofler med salt i en skål, og lad det stå et par minutter. Kom dem derefter i et rent viskestykke og pres al væsken godt ud. Det er det, der giver den sprøde bund.
Opvarm en ovnfast pande med smør og olivenolie, og fordel kartoffelmassen jævnt ud. Pres den godt sammen med en ske eller spatel. Lad den stege i 5 minutter, og sæt den derefter i ovnen i ca. 20 minutter, til råraka’en er gylden og sprød.
Imens bælger du ærterne.
Tag panden ud. Top råraka’en med cremefraiche, stenbiderrogn, bælgede ærter og spirer. Krydr med salt og friskkværnet peber, og servér med det samme.
God appetit!
Kærlig hilsen,
Emma




